Blomstertesten!

Der er mange måder at teste, hvor ansvars- og omsorgsfuld man er. En af dem er at passe på en plante, hvilket ofte er skridtet før at passe et lille kæledyr (såsom kanariefugl eller fisk).

Selvom jeg elsker at få blomster (hint til ?) har jeg af gode grunde aldrig påstået at være god til at passe på planter, blomster eller andet grønt. Det er som om alt dør for mig. Det betyder bla, at når miss Greenify er på ferie og jeg har ansvaret for den fantastiske “urtehave”, bliver jeg nød til at sætte en daglig alarm på min telefon!!! 

På trods af min mangel på grønne fingre, har jeg den flotteste Pilea (som i misundelsesværdig flot) naturligvis købt hos Greenify. Faktisk har vi efterhånden mange fine blomster i hjemmet (hvis jeg selv skal sige det) efter jeg er begyndt at gå hjemme med Noodle (se nedenfor). Har tænkt, måske det hænger sammen med, at jeg har mere tid (hjemme) og er blevet (mere) omsorgsfuld og ansvarlig?

MEN i dag slog det mig – pånær den misundelsesværdige Pilea er alle vores blomster enten tørrede eller nogle, som nærmest ikke skal have vand… Tør ikke tænkte på, hvilket tegn det er, at jeg åbenbart kun kan passe på tørrede blomster eller ørkenplanter ????! Håber virkelig at Noodle er min Pilea.. ?

Ironman

I søndags var det igen den tid på året, hvor en masse seje og hårdtarbejdende ironmen blev hujet og heppet på – og ikke mindst fejret da de nåede mållinjen! En hel fantastik indsats på dagen, men også (og måske i særdeleshed) under træningen op til!!

Langt de fleste ironmen, som har haft et fuldtidsjob, en familie, venner eller andet der skulle prioriteres imens de mange måneders træning stod på, har uden tvivl haft hjælp (af hustru, kæreste eller mor) eller har haft et magic table!  Jeg er helt overbevist om, at I et parforhold kræver den hårde triatlon ikke kun en ironman men også en ironlady – medmindre der er magi involveret (tjek linket ud ovenfor)!

Musse har (heldigvis) endnu ikke drømme om at gennemføre en ironman. Det sætter jeg pris på af flere årsager. Den første er naturligvis, at vores husstand ikke kan klare to, som går netshop-amok (tri er mænds undskyldning for at shoppe dyrt udstyr) og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med mit netshopperi foreløbigt… Den anden årsag (og måske den primære) er, at vi ikke har et magic table hjemme hos os (selvom jeg er i tvivl om, hvorvidt Musse er klar over det).

Om jeg har drømme om at gennemføre en Ironman? Enkelt svar – NEJ!! Den eneste tri jeg forestiller mig at komme igennem indenfor den nærmeste fremtid består af vanilje, jordbær og chokolade, som for mange er en enkelt sag, men som for mig kommer til at trække tænder ud (altså ikke bogstaveligt talt – skal nok huske at børste). Jeg er nemlig ikke fan af chokoladeis (ja, du læste rigtigt!)… Og tro ikke, at jeg har ligget på den lade side med træningen – jeg har virkelig spist meget is på det seneste og den med chokoladesmag volder stadig store problemer!!!

Ironman or not – Tri og not – Jeg skal deltage i Adidas Runners Race d. 10. september, hvor jeg for første gang i jeg ved ikke hvor længe skal bevæge mig rundt om søerne uden en latte i hånden i et tempo kun en tåbe ikke frygter… Hjælp!

Den dér type…

I kender alle sammen typen!

Den type, som uploader lidt for mange billeder af sin baby, taler “girafsprog” i lange baner, taler med en helt særlig (irriterende) babystemme til baby, kun taler om baby (også når baby i to sekunder er et andet sted) og som ser hele verden i “babyøjne”… Typen som man – når man ikke har børn – lover (sig selv), at man ikke bliver! Jeg har tidligere tænkt; mon man selv ved, om man er denne type?

Baseret på følgende fire observationer, kan jeg vist med god ro i sindet konkludere følgende: jeg er blevet “den dér type”!! Åh, stakkels Musse!!!

  1. Der er flere billeder af Noodle end af mig på fjæsen/insta – som i mange flere. (Faktisk er der også flere af mad end af mig – er det underligt?!)
  2. Jeg har (gen)åbnet min blog, for at dele mit interessante barselsliv.
  3. Til weekendes polterabend viste jeg kl. ca. 1:30 (i karokerummet på Chateau motel) et billede af Noodle. (Undskyld til Liv, som virkelig fakede en oprigtig interesse!)
  4. Jeg har netop sagt til naboens 15-årige datter “gør de ikke ondt?” – om hendes ny (lak)stiletter.

Sagen er dog bare den, at jeg har det helt fantastik med at være den der mor-agtige type, som er helt overforelsket i sin baby – for det er jo præcis det, jeg er! Pludselig går det op for mig, at alle de andre sikkert også er ligeglade med at være den dér type, det er jeg ihvertfald (pånær det med stiletterne. Det er VIRKELIG irriterende, at det var min første tanke)!!

 

Prinsesse eller ej?

Jeg kalder min mand Musse og min datter Noodle, så jeg kan næppe kalde mig for typen, der ikke er vild med kælenavne. I grunden er jeg både til kælenavne (dem med en kærligklang) og øgenavne (dem med en mindre kærlig undertone, såsom Puggi – navnet på en grim hund eller Quasi – hvem kender ikke klokkeren?).

Alligevel har jeg et anstrengt forhold til anvendelsen af kælenavnet prinsesse (surprise surprise). Naturligvis ikke i al almindelighed, men i forhold til Noodle.

Det anstrengte forhold skyldes ikke, at jeg har et generelt problem med prinsesser. Faktisk er jeg super royalist og har endda en klub (bestående af Sølve og jeg), som mødes og ser ALLE større royale begivenheder imens vi spiser jordbærtærte (og kommenterer på kjoler, hår, make-up, blikke, smil, dates – ja selv kommentatorerne kommenterer vi på).

Det anstrengte forhold til kælenavnet er meget simpel – hun er ikke prinsesse.Misforstå mig ikke – for ligesom alle andre mødre, er jeg helt tosset med min lille Noodle og synes at hun er den sødeste, smukkeste og dejligeste baby jeg NOGENSINDE har set!!! Sagen er bare den, at medmindre man er født som prinsesse, kan man kun blive prinsesse, hvis man bliver gift med en prins. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at hun en dag bliver det (det danske kongehus er jo til “Noodles“), men indtil da synes Fru rationel, at det er underligt at kalde hende prinsesse.

Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at Noodle vil gøre alt for at ligne og lyde som en (Disney) prinsesse, så snart hun overhoved er i stand til det – og hun skal være så velkommen. Jeg synger allerede med på frost-sangen og kan ikke udelukke, at hun kan lokke moderen i et tylskørt (brudekjolen hænger jo alligevel bare i skabet), så netop dét projekt støtter jeg op om. Musse derimod, not so much…

Det overrasker sikkert de færreste, at Musse både har et anstrengt forhold til kælenavnet prinsesse men også er bange for ALT, der har set skyggen af lyserød, pink og pynt (man skulle tro, at han stadig er 5 år og bange for at få pigefant). Han mener eksempelvis, at Noodle først må have sløjfer (og andet i håret), når hendes hår er langt nok til, at sløjfen har en funktion, såsom at sørge for, at hun ikke får hår i øjnene (ja, du læste rigtigt).

Som den gode hustru jeg er, har jeg virkelig forsøgt at efterleve og acceptere hans (helt urimelige og dybt underlige) holdning til hendes påklædning. Da hun i går blev omtalt “han” af et ældre (lettere beruset Amager) ægtepar tænkte jeg – nok er nok!!!

Prinsesse eller ej, hvis du spørger mig er pink & pynt perfekt – også til den lille Noodle (det tager kun overhånd engang imellem)…

Master Chef

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg ikke er husstandens Master chef. Når det kommer til mad, er vores rollefordeling: jeg handler (på nemlig.com), pakker ud mv. og musse laver mad! Det er en ekstrem heldig fordeling, for Musse er virkelig god til at lave mad (og jeg er god til netshopping)!!

Jeg bilder mig selv ind, at jeg faktisk også er ret god til at lave mad, men at det bare er unødvendigt, fordi Musse er bedere (og nyder det mere).

I går havde jeg tøsefødselsdag og havde derfor selv lavet mad (med hjælp fra Robs). Jeg lavede vietnamesisk nuddelsuppe (jeps vi fik Noodles) med en masse friske krydderurter, chili, lime, ristede peanuts og andet lækkert. Til dessert fik vi den klassiske sommerdessert “marengs med flødeskum og friske bær”. Hvis jeg selv skal sige det, blev det ret godt!!

Da alle var gået (og alt var ryddet op), satte jeg mig i sofaen med et glas rosé (for vi ni piger havde ikke tømt den ENE flaske jeg havde åbnet – pinlig ædruelig fødselsdag) og spurgte Musse:” nå, hvad synes du om madden?” For at være helt ærlig, var det jo ikke rigtigt et spørgsmål, men mere en indbydelse til at rose mig for den store indsats (at lave mad til ti og passe Noodle – ikke den på blusset – kan være udfordrende). Den fangede Musse ikke og svarede:” for at være ærlig, var jeg ikke imponeret.”

WHAT?!?! Mit ansigtsudtryk sagde vist alt! Samtalen blev herefter:

  • Musse:” Skat du ved, at jeg ikke er så tosset med suppe!?”
  • Mig:” Det var da din ide – og dig der fandt opskriften!”
  • Musse:” Tjo.. Havde nok bare troet, at selve suppen ville smage af mere.” (Der stod HJÆLP i panden over de flakkende øjne)
  • Mig:”Hmmm…”
  • Musse:”Men desserten var god – lækre marengs!” (Stort bekræftende smil)

Sagen er bare den, at Robs jo lavede de skide marengs. Samlet endte min åbenlyse invitation til ros, som en slags Master chef bedømmelse, hvor kun de øvrige deltagere på holdet blev rost…

Men pyt! Tanken om, at Musse ikke havde fået en rund kurveagtig marengsbund med flødeskum og bær ovenpå, men en lang én med to kugler og flødeskum, som primært lå som sprøjtet ud af marengsen, var kritikken værd!!!



(Fik jeg sagt, at jeg er moden og god til at modtage konstruktiv kritik?)

Older posts