Børnepenge!

Unik eller normal?

Der er noget, der har slået mig (altså ikke bogstaveligtalt), nemlig spørgsmålet; hvornår er man gammel nok til, at det er godt at være unik?

De fleste jeg kender, ønsker at være unikke. Nogle gør meget for at skille sig ud (på både godt og ondt ???) og andre ikke så meget, men de færreste jeg kender har et decideret ønske om at være allround gennemsnitlige.

Når det kommer til børn – og i særdeleshed babyer – er sagen dog straks en anden. De fleste mødre bruger uanede mængder af tid på at tale med andre (mødre), læse i bøger og søge på de utallige baby-hjemmesider, alt sammen for at finde ud af, om deres babys adfærd er “normal”. Ønsket er naturligvis, at han/hun (er ikke hoppet med på det svenske “hen”) er helt gennemsnitlig; vejer det forventede, måler det forventede, sover som andre børn i samme alder, hverken spiser mere eller mindre end andre børn i samme alder – og nærmest klapper i begejstring, når man støder på følgende:” Det er helt normalt, at børn i samme alder som dit barn, gør præcist det samme irriterende (ellers startede man ikke søgningen i første omgang), som dit barn!”

Hvorfor ønsker vi, at de skal være normale som små – men samtidig, at de skal være helt særlige og unikke som store? Og hvornår er de gamle nok til at være unikke på den fede måde?

Jeg ved det ikke!! Håber dog, at det er snart, for Noodle skriger helt unormalt højt – som I rigtigt skriger ala teenagere til en East 17 koncert (Lau og Micha, East 17 er et boyband som toppede da I gik i børnehave) – og denne skrigen virker desværre ikke unik på den fede måde ??? 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnepenge!