UV badetøj

Rugbrødsbjælker – hvor svært kan det være?

Noodle er begyndt på grød og fingermad (og jeg er begyndt at købe vådservietter og skumklude i pallevis). Det er mig en gåde, hvordan hun med sine begrænsede evner, er i stand til at få mindre end én deciliter grød til at fylde SÅ meget – både på sig selv, gulv, tøj, bord og MIG ???

Det er mig også en gåde, hvordan man holder de fine hynder til trip trap stolen pæne, hvis man rent faktisk skal bruge stolen i forbindelse med måltider (råd ønskes)! Pt. spiser Noodle i sin IKEA højstol med oppustelig pude og stribet betræk (som tåler 60 grader) – imens den fine trip trap står i den anden ende af bordet flot, ren og ubrugt..

Jeg har naturligvis købt alverdens bøtter til opbevaring af mad (fra Sistema – er mega fan – overvejer at lave madpakke til mig selv bare for at bruge dem) og silikoneforme (fra Mette Blomsterberg, så de også har en funktion efterfølgende) til at fryse grød og mos i portioner.

Da jeg ikke aner noget som helst om, hvor meget en Noodle må spise og hvad hun må spise hvornår, har jeg købt Helens bog om børn og mad (den er MEGA god)!! I den er der madplaner, opskrifter og meget mere!

Et af mine første mad-projekter fra bogen er rugbrødsbjælker. Der er én ingrediens og opskriften virker rimelig overskuelig!

Alligevel fik jeg første gang købt et forkert rugbrød – kom hjem med et MED kerner (hvordan kan man købe én ingrediens forkert)?

Anden gang skulle jeg ryste den dårlige samvittighed af mig efter, at jeg (uden succes) alligvel havde lavet det første rugbrød i håb om, at kernerne skrumpede til ikke kvælningsstørrelse i ovnen. Jeg købte derfor et lækkert rugbrød UDEN kerner fra Lagkagehuset. Det ses af opskriften, at bjælkerne skal være sprøde men ikke virke brændte. Det lykkedes vist ikke helt?

Tredje gang og lykkens gang blev et rugbrød UDEN kerner fra bageren i Super Brugsen. Alt gik forrygende lige indtil telefonen ringede?.

Måske jeg skal revurdere ambitionen om selv at bage cupcakes og popcakes til Noodles barnedåb.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UV badetøj