To good to be true?

Hertil aften har vi for sidste gang spist aftensmad på Santhiya. Tjenerne er vilde med Noodle og den ene gav hende i dag en Snickers!!!

Den var lille og var heldigvis pakket ind! Derfor fik hun lov til at beholde den, og hun var helt tosset med at gnaske på papiret, kravle lidt rundt med den og trække den rundt på gulvet for dernæst at gnaske lidt mere på papiret (nasty)! Til forskel fra de andre dage ville hun i dag gerne sidde lidt væk fra os (på gulvet), hun kunne stadig se os og havde fuldt udsyn til alle de søde tjenere…

Pludselig ser jeg, at det ligner, at hun tygger på noget! Jeg går hen til hende og rigtigt nok – hun har åbnet pakken og sidder dér helt chokoladebrun om munden og spiser SNICKERS!! Ikke nok med, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde regnet med, at hun skulle smage slik så tideligt – så er netop den chokolade fyldt med peanuts (nr. 1 kvælningsrisiko)!

Jeg tager den naturligvis fra hende – ikke uden gråd – og prøver at tjekke munden for peanutsrester, men barnet lukker munden i, som en østers! Det ender med, at jeg må tage hende i benene og svinge hende med hovedet nedad, så hun griner og Musse kan tjekke munden – ud falder der en peanut!

Mon hun vidste, at smagen af den Snickers var “to good to be true” og derfor taktisk holdte afstand fra os imens hun gnaskede?

img_5160

Shit! (Bogstaveligt)

Hvad gør man, når det er 30 grader i skyggen og der er varmeknopper i mellem alle dellerne (og dem er der mange af) på Noodle? Man tager hendes tøj af og dernæst tager man hendes ble af…

Musse er (selvfølgelig) imod min ingen-ble-politik og er mildest talt skrækslagen for, at den mindste dråbe tis skal ramme ham!! Jeg er ikke længere bange for lidt tis og eftersom Noodle maks laver bumelum én gang om dagen (oftest om morgenen), kan jeg ikke se, hvorfor hun hele tiden skal have ble på i denne varme. Indtil i dag har vi (næsten) klarer det uden “spild” af nogen art, men i dag skete det… 🙈😱

Vi havde været mange timer ved poolen og Noodle sagde STOP (med andre ord hun var vildt pylret). Derfor gik jeg med hende ned på værelset imens Musse pakkede alle vores ting sammen (og det er ikke så lidt) og betalte vores regning (fra watermelon shakes, chicken satay og mangosalat med oksekød) – jeps vi lever det hårde liv!

Da Noodle og jeg kom ned tog jeg bleen af hende (denne gang fordi den var våd af at lege i vand). Hun kravlede lidt rundt i soveværelset og lavede pludselig sit “presse ansigt”. Jeg fik råbt:” vent!” (som om hun forstår) og løb ind i “stuen” for at hente en ble. Jeg var IKKE hurtig nok! Ikke nok med at hun havde leveret en fin “gave”, så var hun også kravlet lidt væk (uden at kravle “uden om”)! 😱🙈😫😷

Heldigvis havde jeg stadig kun badetøj på og kunne derfor nappe hende direkte med ud i bruseren! Hvad jeg ikke havde overvejet var, at det ikke var sådan liiige til at skylle af og hvad jeg slet ikke havde overvejet var, at jeg skulle “jagte” 💩 med bruserens stråler for at sikre, at det hele blev skyllet ud i risten!! Først da jeg var færdig med mit vandshow kom Musse ind og jeg fik råbt:”Pas på der er 💩 på gulvet!” (En sætning jeg havde håbet på aldrig skulle komme fra mig!)

Imens Musse fik tørret den (nu våde) Noodle og fikset en ble (i grunden burde det netop på det tidspunkt være “safe” at køre uden ble, men jeg var ikke klar over, om mit “vent!” fik hende til at “knibe” og gemme lidt til senere), skulle jeg “rydde op” på soveværelsesgulvet.. Jeg er typen som får “opkastfornemmelser” af det mindste, så “oprydningen” var ikke lydløs… Noodle syntes, at mine gag-lyde var sjove, så hun stak i et grin! Bevares, så var der da én, som syntes, at det var sjovt!

Det er stadig uklart, om hun skal have ble på hele dagen i morgen…

img_4969

Skal – skal ikke?

Ligger på en liggestol i Thailand og nyder livet – eller…

Jeg har endnu engang fundet grå hår, hvilket der efterhånden er så mange af, at det ikke længere giver mening bare at hive dem ud (det har jeg hidtil gjort). Pudsigt er hårene ikke helt grå, men sorte i bunden med en lækker grå udgroning i toppen… Jeg vil tro, at længden på det grå svarer til 8-9 måneder, interessant sammenfald med Noodles ankomst?!

NÅ, jeg ligger i en liggestol i Thailand og kigger på andre asiater (mest kinesere) i alle aldre (mest gamle) og tænker – hvad skal det dog ikke ende med… Måske jeg bare skal tage springer og gå “all grey”! img_0001

På den ene side tænker jeg:”cool, gør det! Det bliver pisse smart!” På den anden side tænker jeg:” enten kommer jeg til at ligne en gammel kone eller en drag/ladyboy/kæmpe klov/og jeg kunne blive ved”

Åh!!! Hjælp – skal – skal ikke?! Er det en geni-streg eller har jeg fået solstik?

Det første man bliver blind på..

Det første man bliver blind på er øjnene – og jeg er blevet “mor-blind”..

I kender alle sammen typen (er den måske ovenikøbet selv) – typen som synes, at man har det smukkeste, sødeste og mest fantastiske barn. Sådan har de fleste møder det (heldigvis). Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så underligt. Alle skamroser alle baby’er – også de grimme (sorry men nogle babyer ER jo grimme) – og man ville da også være en kæmpe idiot, hvis man gjorde andet. Derfor lever de fleste mødre i den dejlige tro om, at netop deres barn er det smukkeste og mest fantastiske.

Inden jeg fik Noodle var jeg af den opfattelse, at jeg utvivlsomt ville synes, at min (kommende) baby var den sødeste og mest fantastiske og helt sikkert også smukkere (end hvad virkeligheden fortalte), men jeg var også overbevist om, at jeg ville kunne se, om det var en kommende model eller blot en almindelig lækker unge 🙂 Jeg forestillede mig, at jeg var realistisk og kunne se det samme som andre ser (naturligvis med et syn let sløret af kærlighed).

Efter det seneste besøg af vores (mega søde) sundhedsplejerske viser det sig, at sandheden er en anden – mit syn ikke bare er lidt sløret, det er meget sløret. Det viser sig, at Noodle skeler på det ene øje (WHAT??!! det har jeg ALDRIG lagt mærke til)! Bevares, hendes skelen er ikke alarmerende, men det var alligevel noget sundhedsplejersken havde lagt mærke til allerede inden hun skulle lyse hende i øjnene. Hverken Musse eller jeg har nogensinde lagt mærke til det og tænkte straks:” selvfølgelig ser hun det, det er jo hendes job”.

Det viser sig, at andre også har lagt mærke til det (UDEN at sige noget). Nu hvor jeg ved det, kan jeg godt se det engang i mellem og kan også se det på nogle af de utallige billeder, som jeg har taget. Misforstå mig ikke, hun skeler meget lidt og vokser sikkert fra det og hvis ikke, så gør det heller ikke noget – det gør ingen forskel for mig. Det som skræmmer mig er, at vi ikke har set det! Hvad overser vi ellers (bare det ikke er vigtigt)!?

Jeg synes stadig, at Noodle er den smukkeste, sødeste og mest fantastiske baby – og jeg nyder, at jeg er blevet “mor-blind”!! (MEN hvis jeg bliver en curling mor – så PLEASE sig det ASAP)!!

Version 2

Godnat og sov godt!

Musse og jeg har begge ekstremt gode sovehjerter. Jeg kan falde i søvn ALLE steder og Musse kan sove i et uhyggeligt antal timer. Derfor var vi naturligvis overraskede (og lettede) over, at Noodle kunne det samme da hun var spæd! Hun sov igennem (5-6 timer) allerede da hun var ganske lille og kunne sove i al slags larm og kunne flyttes fra sted til sted UDEN at vågne!

Så blev hun et halvt år og alt blev anderledes! Hun sov stadig fint og længe, men KUN hvis hun sov i vores (vuggende) arme imens vi stod op (seriøst, hvordan kunne hun mærke forskel på om vi sad eller stod?!). Det resulterede i, at vi brugte vores aftener (og nat) med på skift at være på hendes værelse, for hver gang hun blev lagt i sin seng vågnede hun, rejste sig op og skreg!

På min opfordring prøvede vi at følge “sov igennem uden gråd”. Tanken om, at hun skulle stå derinde alene og græde, skar i mit hjerte (det gør det stadig). Problemet var, at metoden ingen resultater viste. Noodle ville KUN sove i vores arme!

Efter hvad der føltes som 100 dage, gik jeg med til at teste en modificeret udgave af  “godnat og sov godt-metoden”, “den spanske metode”, “de onde forældre-metoden” – kært barn har mange navne (hmm.. Noodle har faktisk kun to – Noodle og Vega). Jeg var oprindeligt imod metoden, fordi det er vigtigt for mig, at hun ikke føler sig alene og forladt og at hun kan regne med, at vi kommer, når hun “kalder”. Omvendt erkender jeg også, at det var uholdbart, at hun havde regnet ud, at jeg stod på værelset (og tog hende op), allerede næsten inden hun græd. Jeg gik derfor med til at teste det i nogle dage inden jeg kastede håndklædet i ringen – og sov med hende til hun blev teenager.

Den aftalte metode blev:

  • “Aftenrutine”: Rolig leg med masser af nærhed, ren ble, nattøj, tandbørstning, flaske og godnat sang (naturligvis sunget falsk).
  • “Godnat og sov godt”: Lægges ned i sengen og puttes, med sut og bamse – imens man med rolig stemme fortæller hende, at hun skal lukke øjnene, slappe af og sove til i morgen med sin bamse, sut og dyne og at vi ses i morgen. Afsluttes med “godnat og sov godt” og så går man ud.

Første dag:

  • Første gang hun græder: vent 1 minut – “godnat og sov godt” (uden at forlade værelset)
  • Efterfølgnede gange: vent 3 minutter – “godnat og sov godt” (uden at forlade værelset)

Anden dag:

  • Første gang hun græder: vent 1 minut – “godnat og sov godt”
  • Efterfølgnede gange: vent 3 minutter – “godnat og sov godt”

Efterfølgende dage:

  • Første gang hun græder: vent 1 minut – “godnat og sov godt”
  • Anden gang hun græder: vent 3 minutter – “godnat og sov godt”
  • Efterfølgnede gange: vent 5 minutter – “godnat og sov godt”

Resultat:

  • Dag 1: Musse lagde hende. Han gik ikke ud af værelset (så hun kunne se, at hun ikke var alene), men hun blev ikke taget op af sengen på noget tidspunkt.  Jeg tog i super brugsen (kunne ikke helt holde det ud). Det tog næsten 2 timer at putte hende. Hun vågnede kl. 3 og var igen 2 timer om at sove.
  • Dag 2: Det var igen Musse, som var på, denne gang gik han ud af værelset. Hun blev lagt på 1,5 time. Hun vågnede igen om natten, hvor det tog ca. 1 time.
  • Dag 3: lagt kl. 19:15 og sov efter 40 minutter. Vågnede kl. ca. 1 og sov efter 20 minutter (fremskridt)
  • Dag 4: Blev passet af mormor og morfar (det viste sig at være den sidste nat med mælk senaften/nat – farvel til amning)
  • Dag 5: lagt kl. 19:15 det tog over en time. Vågnede kl. ca. 1 og sov efter 1,5 time.
  • Dag 6: lagt kl. 19:30 sov efter 20 minutter. Vågnede om natten og sov igen efter 30 minutter. Sov til 7:30.
  • Dag 7: lagt kl. 19:20 græd kun en gang og sov til 6:15.
  • Dag 8: lagt kl. 19:30 og sagde ikke en lyd indtil kl. 6:45
  • Dag 9: lagt kl. 19:30 uden en lyd. Var vågen on and off fra 21-22:3o (vi havde mange gæster). Sov til 7:15.
  • Dag 10: lagt kl. 19:30 (i en fremmed seng ude) uden en lyd, vågnede kl. 23 og kl. 5:30 lagde sig begge gange med det samme igen. Sov til 7:15.

Resultatet er tydeligt! På de ti dage er hun blevet passet (hjemme), er stoppet med mælk senaften/nat og har sovet ude og alligevel kan vi nu lægge hende uden problemer og få en god nat.

Selvom jeg stadig får ondt i maven ved tanken om alle de tårer, der har løbet ned af hendes kinder, så er jeg også glad for alle de tårer, som hun er fri for nu, hvor hun selv kan falde i søvn og derfor ikke længere behøver at græde, når hun skal i seng og når hun vågner om natten.

img_4493

Older posts