Lykken er…

Lykken kan være mange ting! Det sædvanlige svar på spørgsmålet, hvad er lykken indeholder en masse af de “bløde værdier“, men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at lykken for mig ikke kan udgøre shopping og at få min vilje (herhjemme hænger de to ting ofte sammen).

Jeg har tidligere skrevet om vores forskellige syn på, hvad stolene skal bruges til (læs her) og jeg har desvære konstateret, at vi har et tilsvarende problem vedrørende “flader”, som befinder sig i umiddelbar forlængelse af entreen… Disse flader udgør køkkenbordet og spisebordet og på mystiskvis fungerer de som magneter for Musses ting, såsom nøgler, pung, kvitteringer, handsker, solbriller, hue, lommeuld og jeg kunne bliver ved!

I min optik ville løsningen være, at få et (eller flere) møbler i entreen med netop det formål at opbevare disse løsegenstande. Ikke overraskende var (og er) Musse imod møbler til opbevaring i vores entre (han mener, at den er for smal). Jeg har dog en drøm om at male den ene væg grå, at hænge lamper og planter på væggen samt et lækkert entremøbel..

Forleden da vi sad og spiste havde vi en voksensamtale om mit potentielle entreprojekt! (læs jeg havde en monolog og Musse vendte øjne – af min monolog). Pludselig tonede der en reklame frem på skærmen (ja, vi havde fjernsynet kørende imens vi spiste, Noodle sad naturligvis med ryggen til fjernsynet og kunne derfor kun se det, når hun kastede sig tilbage i stolen). Det var en reklame for et nyt program på TV2 “Lykken er en asiatisk kone“! Min første kommentar:” Tænk hvor heldig du er, du har allerede en asiatisk kone“. Musses svar:” Du er ikke sådan en slags asiat…” Han nægtede at uddybe hvad han mente med det (og om det betød, at han ikke var lykkelig nok), men fik sagt rigeligt med (dumme) ting til, at hans “redning” blev, at sige:” måske det ikke er så skidt med en grå væg og planter i entreen..

1,2,3 og så fik jeg min vilje 🙂

skaermbillede-2016-11-12-kl-15-53-13

Jeg har fundet planteholderne (fra Ferm Living), nu mangler jeg bare at finde lamper og entremøbel (gode råd modtages med kyshånd).

Happy wife, happy life 🙂

 

Uld – nej tak!

Foruden min højt elskede Pilou (som jeg ALTID) har med mig – i enten uld eller bomuld – er jeg ikke typen som går i uld særlig tit. Det skyldes primært, at jeg (næsten) altid har det for varmt – jeg er typen der går i stropbluser (og sveder) hele året og at det ofte kradser på mine irriterende følsomme armene.

img_1258

Sidst jeg havde uld på, var  jeg gravid med Noodle..

Alligevel har jeg i denne uge (underligt nok) haft uld på tre gange – og det har ikke været en succes..

Ulddag # 1:

Jeg tog en sort cashmere cardigan på. Dem, som har haft (eller har set en der har haft) en baby med 11-taller så lange som lakridssnørebånd hængende ud af de små næsebor ved, at skulderen på en sådan cardigan har skiftet farve (og struktur) inden man har nået at knappe den (med den ene frie hånd man har). Ved nærmere eftertanke, vidste jeg det også. Det tænkte jeg bare ikke over, da jeg tog den på. Hvad jeg heller ikke tænkte over var, at den IKKE kunne vaskes sammen med alle de mørke stofbleer, som også var fyldt med babysnot (og havregrød). Nu har jeg en sort cardigan i str. Noodle, men i en form og struktur, som kun er direkte til skraldespanden.

Ulddag # 2:

Jeg har en strik fra Filibba K (råhvid med blå striber), som jeg i grunden er ret glad for, men som jeg sjældent har på (fordi jeg HADER håndvask). Alligevel tog jeg den på den anden dag. Havde allerede glemt det med snottet på skulderen – dumt! Selvom det er lige ulækkert uanset farven på blusen, ses indtørret snot mindre på en råhvid strik (end på en sort) – bonus! Dagen gik fint (uden andet snask end snot på skulderen), men da Noodle var lagt begyndte hun at hoste helt vildt. Så meget at jeg tog hende op. Og så skete det – hun hostede så voldsomt, at hun brækkede næsten 200 ml. modermælkserstatning, kartoffelporresuppe og lidt mavesyre op og 80 % af det landede midt på min trøje! ÅH!!

Ulddag # 3:

Tog ned til kulturhuset på Islandsbrygge for at veje Noodle (sundhedsplejen på Bryggen holder åbenthus en gang om ugen). Efter at have underholdt de andre mødre (med søde babyer der lå STILLE på både puslebord og vægt) og vist dem hvordan man giver ble og tøj på en baby, som konstant er halvt på vej ud over bordet, gjorde jeg Noodle “putte klar”. Da vi forlod kulturhuset havde jeg urolige Noodle i én arm og skulle liiige holde ekstra godt fast (for ikke at tabe hende). Det resulterede i, at jeg fik klemt hende tilstrækkeligt meget på maven til – BØVS (med fyld) – på mit La La Berlin tørklæde!!! ÅH. (Tog mig selv i at rengøre min tørklæde med vådservietter imens Noodle lå i barnevognen – stadig med “fyld” på jakken.. Bevares, nogle vil nok mene, at det ikke var den rette prioritering).

Samlet må jeg konstatere, at uld + Noodle = no go!

Kultur eller arv?

Hvad definerer den vi er – vores personlighed? Hvor meget betyder kultur, hvor meget betyder (biologisk) arv? Det er spørgsmål, som jeg altid har interesseret mig for (måske fordi jeg er adopteret?).

Allerede inden Noodle var på vej, kunne Musse og jeg tale om vores kommende (fantasi)baby og om hvilke træk hen (her er det svenske intet køn nyttigt – men i INGEN andre situationer) ville få. Ikke overraskende endte det ofte ud med, at vi talte om, hvilke træk vi ønskede, at baby ikke skulle arve fra os og konklusionen blev ofte, bliver det en pige skal hun ligne sin mor og bliver det en dreng skal han ligne sin far.

Nu er Noodle kommet og der skal ikke mange sekunder til at konstatere, at hun ligner sin mor på mange punkter! Det er hyggeligt, at hun ligner mig og samtidig mærkeligt at tænke på, at hun er den eneste jeg kender, som jeg deler blodlinje med.

Om Noodle ligner sin far?

img_4448

Hun har fået den fineste – men store og fyldige – popo. Ved en hurtig sammenligning med nogle af mine veninders børn (ja – vi har taget bleerne af og sammenlignet deres numser) kan det konstateres, at Noodle aka miss Kardashian har et bagparti, der er mere fyldigt end en på halvandet. Med frygt for at lyde alt for fordomsfuld, kan jeg vist godt melde ud, at asiater næppe er kendt for deres fyldige numser. Den del af Noodles arvemasse må altså komme fra hendes far.

Jeg er ikke overrasket over, at den fysiske form på Noodle skyldes hendes (biologiske)arv. Det overrasker mig dog, at jeg allerede nu kan se et træk i hendes personlighed, som hun har arvet fra sin far (hun må altså være for lille til, at kultur/socialarv kan have betydning). Noodle er i øjeblikket ved at få tænder (bevares, det gør helt sikkert nas) og er også blevet snottet. Ikke desto mindre er hun simpelthen så pylret (og ynkelig) – men får det sjovt nok meget bedre så snart hun sidder på en arm eller ligger i midten af dobbeltsengen (læs får opmærksomhed). I morges slog det mig – hun har det hendes far også har – “man flu” (læs mere om man flu her)!

Håber, at det er noget hun vokser fra!

Picture perfect!

Noodle og jeg har netop været på trøffeltur til Italien. Det var den skønneste tur (pånær selve trøffelturen, som ikke levede helt op til det forventede – læs her).

Vi boede det skønneste sted “Villa SuSti” (opkaldt efter min venindes forældre Susanne og Stig) – man skal virkelig lede længe for at finde noget så overdådigt, gennemført, smukt og perfekt. Fredag aften fik vi en kok (Gino – ej at forveksle med Genie) til at komme og lave en femretters (trøffel)middag til os. Formålet var naturligvis, at vi på den måde kunne få lækker mad, blive opvartet (hvem kan ikke lide det) og samtidig være hjemme og lægge børn – et helt fantastisk koncept!! Derudover stod den på hygge og afslapning!

Uanset omgivelserne – er det aldrig lige så afslappet og picture perfect, som tidligere – når man er på ferie med en lille størrelse (læs mine tanker om ferie her). Rettelse – man kan naturligvis altid få et perfekt billede, hvis man blot fokuserer på det rette motiv og kaster et filter på. Jeg lagde eksempelvis dette billede på instagram torsdag aften, da vi ankom.

img_4219

Hvis man havde taget hele billedet med, havde det set sådanne ud:

img_4217

Stadig ret perfekt, hvis du spørger mig.

Gik man derimod fem skridt til højre (det ER et stort køkken) og tog et billede, så det i stedet sådanne ud:

img_4218

Stadig fantastisk – og mega hyggeligt – men nu med et drys af babygear og knapt så picture perfect.

Middagen som blev serveret fredag aften var naturligvis picture perfect – og smagte himmelsk!

img_4253

Skrabet tartar vendt i olivenolie, salt og peber med trøffel.

img_4255

En gratin (egnsret), med spinat, ostesovs, spejlæg, noget der smagte af hvide asparges (men ikke var det) og trøffel.

img_4256

Ravioli med svampe, parmasan og trøffel.

Den helt skarpe vil bemærke, at der intet billede er af de to sidste retter. Bevares, det er ingen skam ikke at få et perfekt billede af hovedretten og desserten – når man ikke er der, når den bliver serveret… Noodle mente, at jeg (imod min vilje) skulle underholde hende (og de første tænder som er på vej).

 

Det ingen fortæller..

Når man bliver forældre ændres ens verden fra den ene dag til den anden. Den fyldes med en hel ny slags kærlighed, en bunke bekymringer og mangel på søvn. Det ved næsten alle – for det får man at vide igen og igen!

Men der er en masse ting man ikke får at vide – både gode og dårlige. Her er nogle af dem:

At spise ude får en helt ny betydning. Ikke kun fordi det i sagens natur bliver mere besværligt og man skal acceptere, at man ikke altid får spist på samme tid, men også fordi de spisesteder (kan ikke få mig selv til at kalde det restauranter), som tilsyneladende er børnevenlige på ingen måde var på listen over potentielle spisesteder før den lille pode kom.


Ammepuden introduceres! Naturligvis til at amme med, men denne pude har så mange andre features, at den burde blive kaldt “alt-muligpuden”. Selvom den ikke er køn, skal jeg ikke udelukke, at den fortsætter med at være en del af interiøret, når amningen slutter. Den er eksempelvis den perfekte nakkestøtte (med indbygget armlæn) og et helt ubeskriveligt fantastisk computerbord..

Sms’er bliver helt ustyrligt kedelige (og praktiske)..